Ovenfor kan du høre 10-30 sekunders loops af tabelsangene. Du kan med fordel afspille et tabel-loop 3-4 gange på projektoren i klassen:
1. gang/2.gang: Afspil loopet så eleverne kan se tabelvideoen samtidigt. Eleverne synger med og tæller på fingrene undervejs.
3. gang: Minimér fanen med tabelsangen. Eleverne skal kun kunne høre tabelsangen, synge med og tælle fingre
4. gang: Fanen er fortsat minimeret. Hør lidt af melodien indtil sangen starter. Sluk for lyden. Eleverne synger selv.
Kan du huske hvordan du selv lærte alfabetet? 28 bogstaver i en tilsyneladende tilfældig rækkefølge - det lyder nærmest som en umulig opgave!
Men du lærte den hurtigt, fordi den er på en melodi og derfor bliver indlært og lagret et andet sted i hjernen. Man kan huske den melodi hele livet! Mange voksne synger melodistykker, når de har brug for at huske den alfabetiske rækkefølge. Det er ret smart!
Den lille tabel består af 100 (!) tal, der for mange børn også kan virke placeret i en ret tilfældig rækkefølge.
På samme måde som alfabetet kan eleverne lære "tabelremserne" på en melodi. Det er vigtigt(!) at melodierne ikke står alene, men støttes op af og anvendes til udvikling af regnestrategier og grundlæggende talforståelse. Melodierne er en støttestruktur, som kan anvendes for at kunne komme i gang med at udvikle talforståelse og strategier.
Remserne fungerer således som et sikkerhedsnet, der gør, at eleverne har mulighed for at "komme i gang" med alle tabellerne indtil strategierne overtager. Derfor er det et kæmpe plus, hvis eleverne kan synge de første 3-5 tal sikkert i hver tabelremse